Logo
70 70 29 29 kundeservice er lukket
  • MandagLukket
  • Tirsdag8-22
  • Onsdag8-22
  • TorsdagLukket
  • FredagLukket
  • Lørdag8-22
  • SøndagLukket
Luk vindue
Kontakt os
på mail her

Favoritter

Luk
Favoritter
Favoritter
Kurv
Kurv
Shop
Guides
Hvidevarer
Rengøringstips

Sådan slipper du af med lugt i hvidevarer

Vi bruger hvidevarerne til at gøre rent eller til at holde vores mad friskt. Derfor er det normalt også hvidevarerne, der slipper af med ubehagelige lugte for os, uanset om det er sure sokker eller en beskidt tallerken. Men nogle gange kan det godt være hvidevarerne, der lugter. Læs mere for at få gode råd til at fjerne lugt i køleskabe, vaskemaskiner, tørretumblere og opvaskemaskiner.

Køleskabe

Hvis dit køleskab lugter, er det en god idé at starte med at tjekke, om dine madvarer er opbevaret forsvarligt og lufttæt, og om der er varer, der har overskredet deres udløbsdato. Derudover bør du ikke overfylde køleskabet. Du bør også tjekke, om der er spildte madvarer, og om køleskabet er helt tørt. Der kan også samle sig snavs i dryprenden bagerst i køleskabet. Det kan forhindre fugten i at løbe ud af kølerummet. Rengør eventuelt dryprenden med en vatpind.

Husk jævnligt at gøre rent i dit køleskab. Efter rengøringen er det vigtigt, at skabet er helt tørt, inden du fylder mad i det igen. Fugt er nemlig grobund for skimmelsvamp.

rengøring af hylder i køleskab

Prøv med eddike

Har du allerede prøvet alt dette, kan du prøve at sætte en skål med eddike ind i kølesektionen i et par timer. Du kan også anvende desinfektionsmidlet Rodalon, men undgå at blande det med sæbe eller andre rengøringsmidler. Det er heller ikke en god idé at bruge klorin et sted hvor du skal opbevare madvarer.

Du kan også bruge ymer

Hvis det heller ikke virker, så er et godt husråd at bruge ymer. Tøm kølesektionen og vask den af med en klud og lidt opvaskemiddel. Derefter bruger du køkkenrulle, som du dypper i ymeren, til at smøre ymer på indersiden af køleskabet. Så kan du sætte hylder og madvarer på plads igen, og lade det stå natten over. Næste dag tømmer du så skabet igen, og fjerner ymeren med en ren klud og vand.

Frysesektioner i køle-fryseskabe

Hvis du har et køle-fryseskab, kan det også være fra frysesektionen, at lugten kommer. Igen er det en god idé at tjekke, om der er spildt mad et sted i fryserummet. Husk også at sørge for, at fryserummet er rent og afrimet. Hvis strømmen har været afbrudt, kan det ganske enkelt være fordi madvarerne er blevet fordærvede.

Hvis frysesektionen stadig lugter, kan du prøve ymertricket fra før. Det er fuldstændig samme princip, men du skal sørge for at fryseren er slukket natten over, så ymeren ikke fryser fast. Sørg for at ymeren er fjernet og fryserummet er helt tørt, inden du sætter strømmen til igen.

Vaskemaskiner

Hvis det er din vaskemaskine, der er lugtsynderen, så kan der være flere forklaringer. Et godt sted at starte, er at give den en grundig rengøring. Brug opvaskemiddel med klor, fordi det er godt til at fjerne lugten. Hvis der sidder snavs eller fedt i tromlen eller på vandlåsen, kan du fjerne det med brun sæbe. Når du er færdig kan du køre et vaskeprogram igennem, uden at der er tøj eller sæbe i maskinen, for at få den skyllet grundigt igennem.

kalk i vaskemaskine

Lugten kan også skyldes, at vaskemaskinen er blevet tilkalket. For meget kalk betyder nemlig, at snavset lettere hænger fast i maskinen. Du kan afkalke maskinen med mild citronsyre, og hvis du så gør grundigt rent i maskinen bagefter, burde lugten forsvinde. Hvor ofte du skal afkalke maskinen, afhænger af hvor ofte du vaske og hvor hårdt dit vand er.

LÆS OGSÅ: Sådan afkalker du vaske- og opvaskemaskiner

Det kan også være installation af din vaskemaskine, der forårsager den grimme lugt. Hvis vandlåsen for eksempel ikke er korrekt monteret, kan det føre til lugtgener. Hvis du er i tvivl om, om din vaskemaskine er monteret korrekt, er det bedst at kontakte en ekspert.

Tørretumblere

Hvis din tørretumbler lugter, har det ofte slet ikke noget med tørretumbleren at gøre. Dårlig ventilation i det rum, som tumbleren står i, er ofte en af årsagerne. Dårlig ventilation medfører nemlig, at fugten fra tørretumbleren ikke forlader rummet, men i stedet sætter sig i væggene.

Hvis du konsekvent vasker dit vasketøj ved lave temperaturer (40-60 grader), kan det give dit vasketøj en lidt sur eller muggen lugt, fordi der sidder bakterier tilbage i vaskemaskinen. Når du så lægger vasketøjet i tørretumbleren, forplanter lugten sig til tørretumbleren. Du kan undgå dette ved at vaske ved høje temperaturer en gang i mellem. Håndklæder og sengetøj kan for eksempel godt vaskes ved 90 grader, så du får alle bakterierne udryddet i vaskemaskinen.

Kalk i tumbleren

Der kan også sidde kalkaflejringer i din tørretumbler. Den nemmeste måde at undgå dette, er ved at lade lågen på din tørretumbler stå åben et par timer efter tørringen, så restfugten kan fordampe. Oplever du alligevel kalk i din tørretumbler, kan du fjerne det ved at vride nogle gamle håndklæder op i eddike eller rodalon, og så tørre dem i din tørretumbler. På den måde trænger dampene ud i hele tørretumbleren, og fjerner kalkaflejringerne.

Opvaskemaskiner

Men du får alligevel lige en hurtig opsummering her. Den nemmeste måde at slippe for lugt i opvaskemaskinen er en grundig rengøring. Følg disse 6 trin, så skulle du gerne slippe for lugten.

  1. Rens filteret, der er placeret i bunden af opvaskemaskinen.
  2. Vask tætningslisterne i siderne og i toppen af opvaskemaskinen med varmt vand og opvaskemiddel.
  3. Afkalk opvaskemaskinen med afkalkningsmiddels eller citronsyre, der fyldes i sæbebeholderen.
  4. Kør et 60°C program igennem uden service.
  5. Rens filteret igen, og kør endnu et 60°C program igennem, eventuelt med et rensemiddel til opvaskemaskiner.
  6. Rengør filteret igen, og tør tætningslisterne af igen.

Lugter maskinen stadig, er det en bedst at tilkalde en autoriseret installatør, som kan kontrollere, at din opvaskemaskine er installeret korrekt.

LÆS OGSÅ: Fjern den dårlige lugt i din opvaskemaskine

Flere råd til at fjerne dårlig lugt

Casper fra whiteaway

Casper hjælper dig med at forstå dine hvidevarer lidt bedre. Han dykker gerne ned i brugsanvisningerne og forklarer dig, hvad de tekniske betegnelser betyder. Derudover er han kaffenørd, som går utroligt meget op i en velsmagede kop kaffe.

Favoritter

Luk